MIME-Version: 1.0 Content-Location: file:///C:/6C09C635/Tale_Skt_Hans_2005.htm Content-Transfer-Encoding: quoted-printable Content-Type: text/html; charset="us-ascii" BÅLTALE TIL SKT

BÅLTALE TIL SKT. HANS 2005

 

Som I alle ved s&arin= g; er Skt. Hans bålet en gammel bondeskik, hvor man troede at man med b&ari= ng;l og blus kunne afværge det onde. Bålene skulle samtidig afholde heksene fra at holde rast på deres vej til BLOKSBJERG i Harzen, hvor = de var på vej til for at afholde deres årlige møde med djævelen. Skt. Hans bålet har således fra gammel tid været en social skik hvor folk mødtes i en fælles kamp f= or at afværge det onde, og holde ting fra livet som man ikke brød= sig om.

 

I dag er Skt. Hans b&= aring;let fortsat en social skik. Selvom det med troen på hekse for længs= t er gået af mode, så mødes vi dog alligevel omkring denne tradition for at se på bålets flammer, og synge midsommervisen.= Men hvorfor gør vi det? Hvad er det, der år efter år få= ;r os til at samles om denne tradition? Det er vel ikke kun for at mødes – for det har vi jo rig lejlighed til på alle mulige andre tidspunkter af året.

 

Om ikke andet, s&arin= g; er Skt. Hans aften symbolet på, nu kommer tiden med de lyse nætter= , og den dejlige sommer står for døren. Der har ligesom været tradition for, at Skt. Hans aften har vejrguderne ikke vist sig fra deres mildeste side, og fra gammel tid sagde man også, at hvis det regnede = Skt. Hans aften, så ville det regne i de næste 6 uger – altså det meste af sommeren. Nu kan vi heldigvis glæde os over vejret i aften, og skal vi ikke satse på, at det er tegn på, at= nu er sommeren kommet for at blive.

 

En anden årsag = til at vi netop i aften gerne møder op og tager del i fællesskabet er= at vi bliver draget af den stærke magt, der ligger i bålets flamme= r, og bålet er et gammelt symbol på fælles styrke og sammenh= old.

 

Der er ikke nogen tvi= vl om, at i den nære verden omkring os, er Øster Uttrup kendt for det gode fællesskab, et fællesskab vi selvfølgelig sæt= ter utrolig stor pris på. Spørgsmålet er bare - passer vi i = det hele taget godt nok på det fællesskab som vi priser så højt og som vi er så vidt berømte for.

 

 

Er vores fælles= skab i denne by ved at blive noget vi bare er vant til, at der er der, noget vi er kommet nemt til - noget som vi bare har arvet, men ikke rigtig passer ordentligt på. Vi er utrolig glade for det, og det er der bare altid.= Men vi husker vi at passe og pleje det og sætte pris på hvad det egentligt er vi er besiddelse af. Er vi, når vi mødes på kryds og tværs, gode nok til at møde hinanden uden en masse forbehold. Er det tilladt at stikke næsen lidt frem. Giver vi hinanden nok på tolerance-skruen.

 

Og jeg tænker i= kke kun på det store fællesskab, som os der er til stede her i aften er= et symbol på. Jeg tænker også på det fællesskab = vi har, hvor der indgår færre personer, ja helt ind til det fællesskab vi har med hinanden i vores respektive familier. Husker vi= at vise dem, at vi respekterer og el= sker dem. Spørgsmålet er også om vi voksne tager nok stilling= til de ting vi lader vores børn foretage sig. Jeg er ikke helt sikker på, at vi altid er kritiske nok i den måde vi tackler vores rol= le som opdrager. Viser vi dem at vi tager stilling på deres vegne, viser= vi dem at vi sætter grænser for dem og bestemmer over dem. Den bed= ste måde hvorpå vi kan vise vores børn at vi elsker dem, kan ganske enkelt være ved en gang i mellem at sige NEJ, vise dem at vi t= ager ansvar. Det kan godt være det på kort sigt giver ballade, men j= eg tror det er givet godt ud.

 

Vi har børn, d= er vokser op i en verden, der er så uendelig fyldt op med tilbud og fristelser, at vi som forældre ikke kan tillade os over for vores børn at lade dem stå og sortere selv. Hvordan kan vi forlange = at børnene selv skal være i stand til frit at kunne træffe deres beslutninger om hvad der er godt og skidt for dem? Vi er nødt = til at hjælpe dem. Tit hører jeg den begrundelse, at det jo er svært, for naboens børn må sådan og sådan, og så kan vi jo ikke bare sige nej. Og tit hører jeg også m= ig selv sige – jamen det er godt nok for sådan har naboen ogs&arin= g; gjort. Jamen er det godt nok. Er det godt nok at vi kun gør som nabo= en – er det godt nok for os, at vi ikke vi stiller større må= ;l for os selv. På den måde så kommer vi aldrig videre.=

 

Selv om der ikke er t= vivl om, at vi alle gør det så godt vi kan, er jeg sikker på, at = vi alle sammen kan gøre det hele lidt bedre. Med det vil jeg gerne øn= ske jer alle sammen en fortsat god aften, og god sommer.